GODT NYTÅR!

Med ønsket om, at alle kommer godt ind i det nye år bringes her januar programmet, som bærer præg af Corona de første par klubaftener – men vi prøver alligevel

4. Januar – FYSISK LUKKET – Måske online træning

11.Januar – FYSISK LUKKET – Måske online træning

18. Januar – 4. holdet spiller hjemmebanekamp

25. Januar: U1600 TRÆNING: Jacob Arnbjerg tilbyder spændende træning – bl.a. om emnet ubalancer.

Tirsdag d. 7. dec. kl. 19. Klubjulefrokost

TILMELDINGSFRIST 3.DEC KL. 12.

Hvis du er medlem – eller skrives op til at blive det pr. 1/1 – 22 så kan du for en sølle 50-er komme med til klubjulefrokost hvor klubben giver en solid gang mad – til ca. det tredobbelte + en øl eller sodavand. Gå ikke glip af et fantastisk tilbud!

Uffe Vinter-Schou – Chess.com finale!

IM Uffe – i Chess.com finalen – igen! Det er nærmest ufatteligt. Sidste år kom IM Uffe Vinther-Schou i finalen af den helt enorme Chess.com turnering foran mange tusind deltagere – og vandt over GM Belozerov 1½ – ½. I år var der 16.025 deltagere – ja du læste rigtigt. Over 16.000 deltagere. Helt utroligt er Uffe igen i finalen. Og så mod den samme mand. Følg partierne på chess.com hvor begge spiller under eget navn: IMUffeVinther-Schou og Andrei_Belozerov.

Finalen spilles som en slags k-skak, hvor der skal trækkes inden for 24 timer. Spillerne må bruge åbningsdatabaser men ikke computere til at finde trækkene. Der er streng kontrol. Se med og hep på vores mand!

https://www.chess.com/tournament/2021-chess-com-daily-chess-championship/games

Sidste runde i klubturneringen

Klubturnering tirsdag d. 16. nov. kl. 19.00

3. og sidste aften i vores klubturnering der spilles som hurtigskak. KOM OG VÆR MED! I gruppe 2 spiller vi fortsat med flyvende indskiftning – man kan bare komme! 15 min + 10 sek. pr. spiller pr. parti.

1. Holdet i Skanderborg

Aarhus Skakklub/Skolerne – Hillerød 4-4. Helt som ventet blev det til en gyser da 1.holdet sæsondebuterede mod Hillerød. Bjørn fik en utrolig interessant og ærlig talt svært overskuelig stilling mod den mangedobbelte DM, Sune Berg Hansen – remis. GM Jakob fik ikke maksimalt ud af det mod Schandorff og måtte ned. Rasmus spillede en tilsyneladende bekvem remis med de sorte. IM Jan Sørensen pressede længe og indædt mod IM Borge med en bonde mere, men måtte acceptere remis. Uffe måtte ned mod Steffen Pedersen. Søren Søgaard spillede en relativt rolig remis mod Jaksland. Og så var Finn Pedersen dejlig effektiv mod Jens Østergård. Mads Boe var dagens helt, da han pressede en 85-træks gevinst hjem i et fordelagtigt slutspil.

Tirsdag d. 5. oktober – Træning

Jacob Arnbjerg laver skarp træning over temaet “Ubalancer” – med fokus på bondeslutspil. Det bliver tre praktiske eksempler hvor to spillere får en stilling. Så analyseres der og kæmpes om at føre en gevinst eller en remis hjem. Spændende, praktisk anlagt træning. Og kun 1 time! Der skal nemlig spilles! De sidste par gange har vi været 20 spillere – hvor mange kommer denne gang?

Tirsdag d. 28. sept

Så er der træning igen! En times toptunet opgavebaseret træning med Thomas Ochsner. Og ja, kun en time, så man også kan nå at spille noget skak. Træningen retter sig mod U1600 spillere. Alle er velkomne og der skal netop spilles og analyseres løs, så pyt med ratingtal.

Tirsdag d. 14. sept. kl. 19.00:

IM Bjørn Møller Ochsner holder oplæg om sine partier fra GM-turnering i Skanderborg. Vi kan se frem til en skakaften af højeste kvalitet når en af landets bedste spillere kommer og analyserer nogle af sine præstationer fra sin seneste turnering. – Derefter spiller vi simpelthen noget skak. Det bliver en fremragende skakaften!

Henrik Ochsner 60 år + 200 dage!

Vores sekretær og æresmedlem, Henrik Ochsner, rundede tidligere i år de 60. Pga. Corona var det ikke muligt at afholde en passende markering af fødselsdagen. Det skete så i onsdags på Naturhistorisk Museum, hvor Henrik er administrationschef. Ved den lejlighed præciserede direktør Bo Skaarup, at alderen var 60 år + 200 dage. Henriks betydning for klubben og aarhusiansk skak kan knap overvurderes. I dag er han sekretæren med verdens bedste netværk. Altid årvågen, når der er en reel chance for et samarbejde til gavn for klub eller Chesshouse. Gennem årene har der været utallige kasketter. Formand for Aarhus Skoleskak, mangeårigt bestyrelsesmedlem i Skolerne, leder på skoleskaklejre osv. Vi kipper med flaget, selv om det var hans arbejdsplads og ikke klubben, der havde arrangeret den fine flagalle. Hjertelig tillykke med de 60 år – hip, hip – hurra!!